Den nystiftede landskabsentreprenør MUNDBERG A/S leverer sorte tal allerede i sit første regnskabsår. Efter blot seks måneders drift kan virksomheden præsentere en omsætning på 18,2 mio. kr. og et resultat før skat på knap 1,5 mio. kr. Det svarer til en overskudsgrad på 8,2 procent.
Virksomheden blev etableret 1. august 2025 og beskæftiger i dag 25 personer.
– En overskudsgrad på over 8 procent er vi både glade for og stolte af. Det bekræfter, at vores forretningsmodel virker, og at vi skal fortsætte i samme spor , siger CEO Kim Mundberg.
Resultatet er skabt inklusive opstartsinvesteringer i IT-systemer, containere og materiel, som indgår i regnskabet og er afskrevet.
Flad struktur og lav overhead
MUNDBERG A/S har fra dag ét organiseret sig med en flad struktur uden traditionelle administrative lag. Alle medarbejdere – inklusive direktøren – arbejder projektorienteret og bidrager direkte til værdiskabelsen.
– Vi har bevidst valgt en model med lav overhead og høj nærhed til projekterne. Det giver hurtigere beslutningsprocesser, skarpere indkøb og mindre spild, siger Kim Mundberg, der selv fungerer som projektchef på udvalgte opgaver.
Digital kvalitetssikring skaber gennemsigtighed
Virksomheden har samtidig investeret målrettet i digital kvalitetssikring. Al relevant projektdokumentation samles ét sted og er tilgængelig for de involverede parter.
Den digitale tilgang sikrer sporbarhed, ensartet dokumentation og løbende indsigt i projektets status og kvalitet. Ifølge virksomheden reducerer det risikoen for misforståelser og styrker samarbejdet mellem bygherre, rådgivere og udførende. Samtidig forbedres det interne overblik over kvalitet og risici.
Diversitet og erfaring som vækstmotor
MUNDBERG A/S har sammensat et team af både faglærte og akademikere med forskellig alder og baggrund. Flere medarbejdere har tidligere arbejdet sammen, hvilket har reduceret opstartsfriktion og øget produktiviteten.
Ifølge virksomhedens netop offentliggjorte ESG-rapport for 2025 er kønsfordelingen 48 procent kvinder og 52 procent mænd – en usædvanlig ligelig fordeling i entreprenørbranchen.
– Diversitet i kompetencer og perspektiver er afgørende, hvis man vil skalere uden at miste kvalitet , siger Kim Mundberg.
ESG som aktivt styringsværktøj
ESG-rapporten dokumenterer fokus på ressourceoptimering, reduceret materialespild, transportminimering og anvendelse af CO₂-reducerende løsninger.
Ved projektopstart udarbejder virksomheden konkrete optimeringsforslag med fokus på bæredygtighed – eksempelvis anvendelse af el-maskiner eller optimeret logistik omkring råstoffer. Tiltagene præsenteres for kunden og implementeres efter aftale.
I 2025 har virksomheden genbrugt 4.421 ton materialer i sine projekter. I 2026 planlægges implementering af nyt ordrestyringssystem, som skal muliggøre løbende opfølgning og dokumentation af CO₂-udledning på projektbasis.
Forventer markant vækst i 2026
For 2026 forventer MUNDBERG A/S en omsætning på 45 mio. kr. med fortsat fokus på kommuner, forsyningsselskaber og den almene sektor. Samtidig planlægges ansættelse af yderligere 4-5 medarbejdere.
Om MUNDBERG A/S
MUNDBERG A/S er en landskabsentreprenør med hovedsæde i Ringsted og aktiviteter på hele Sjælland. Virksomheden leverer løsninger inden for landskab, kloak, anlæg og infrastruktur – fra planlægning til færdigt projekt – og beskæftiger 25 specialiserede personer.


